Vinteren slutter, foråret starter.
Sådan er den evige gang, i min årstidssang.
For som årstiderne går, heles vores sår.
Med vinteren kommer det som bekendt,
At ting bliver endt.
Sådan var det også denne gang,
Hvor vi sang en sang,
Om en kvinde vi holdte af,
Som skulle siges farvel til,
På en kold vinterdag.
Sådan som tiden går, ej heles alle sår.
Vi kom fra maven, til at rende ude i haven.
Vi kom fra maven, til at rende ude i haven.
Og til igen, at gå.
Undervejs var der en masse vi overså:
De vigtigste ting i livet, tog vi ofte forgivet.
Undervejs var der en masse vi overså:
De vigtigste ting i livet, tog vi ofte forgivet.
Som der står i Bibelen er kærligheden mild,
Den sætter ikke ild, da den ikke misunder.
Den sætter ikke ild, da den ikke misunder.
Alligevel ser jeg det som et under,
Når jeg ser den ægte kærlighed - hvor en stor del af dette er
Ærlighed.
For kærlighed og ærlighed går hånd i hånd.
Det er en ganske speciel ånd.
For kærligheden praler ikke, og den bilder ikke ind,
Det ligger så dybt i dens sind,
At man kun kan håbe på,
At folk åbnede deres øjne og så.
For kærligheden tåler alt, også den kærlighed, som aldrig blev fortalt.
Hvad enten det var til et familiemedlem, en ven eller en anden man holder af:
For kærligheden holder ud, også når der ikke er blevet sendt bud.
For kærligheden holder ud, også når der ikke er blevet sendt bud.
Det gør oftest ondt, men alligevel bliver kærligheden aldrig forstumt.
Den hører aldrig op,
Også selvom at vi i vore hoveder har sagt " Stop!"
Så derfor synger jeg denne årstidssang,
For at minde om,
At livet ikke er for langt.
Vi blir' alle ældre, vi er ikke små bøn mer'
Det er dog sjældent at vi ser'
Det der netop sker i nuet
- Suser blot forbi vores snude -
Widget by Css Reflex | TutZone
Ingen kommentarer:
Send en kommentar