Mit liv med alkohol...

Jeg husker tydeligt, da jeg lige var kommet op i rytterstuen en solskinsdag, og min mor sagde til mig, at jeg skulle gå ned i køkkenet, fordi min far ville snakke med mig. Jeg undrede mig meget, for jeg snakkede aldrig - sådan rigtigt - med min far. Da jeg kom derned var min tante der også, hun sagde at min far gerne ville sige noget. Han kiggede på mig og sagde: 
"Jeg har valgt at gå i behandling"

Jeg er tilbage, som 13-14 årig igen. Jeg husker ikke meget fra min barndom, kun små seancer. Små frekvens. Scener som udspiller sig.
Når man fandt tomme øldåser i bilen.. Eller fjernede de fulde. Altid på flugt inden i, men alligevel så pokkers god til at smile.
Da min far stadig drak, havde jeg nok aldrig helt opfattet ham som en alkoholiker. Dvs. Jeg havde det nok i baghovedet, som noget der lå i min underbevidsthed - men aldrig havde jeg forstået det. Accepteret tingenes tilstand.
Jeg husker en gang, at min venindes mor sagde til mig:
"Ja. Ofte har jeg jo kunnet se på ham, at han havde drukket. Og jeg vidste ikke om jeg skulle lade dig køre med ham. Men. Jeg besluttede, at det var hans problem" .. Jeg blev utrolig sur. Jeg havde en indvendig stor vrede. Fordi at jeg nok i bund og grundt vidste, at hun havde ret.
Jeg gik bare i en drømmeverden - troede at det var et overstået kapitel. Sagde til de fleste, at min far havde været alkoholiker. At han ikke var det mere.
Det ved jeg, at han var, den dag idag.
Det er omkring 10 måneder siden, at han stoppede med at drikke. Han snakker ofte om det lys, som jeg havde i mit ansigt, da han fortalte det.
At det var som om, at mine skuldre lettede for 50 kg. Det gjorde de også. 

Jeg har altid været en ekstra forældre - heldigvis er jeg så heldig, at mine forældre stadig er sammen, så jeg ikke skulle tage mig af min far, men kunne nøjedes med, at tage mig af min lillesøster.
Hvilket jeg den dag i dag skal arbejde med, så jeg ikke længere evigt og altid påtager mig moderrollen som den fornuftige og ansvarsfulde. Og for at være ærlig, syntes jeg selv, at jeg rykker mig godt.

Jeg fester som enhver teenager, men stræber dog stadig efter at være perfekt. Fejlen er nok bare, at man ikke skal bestræbe sig på at opnå det perfekte - men bestræbe sig på, at turde at åbne op - bestræbe sig på at acceptere tingens tilstand. At ændre hvad man kan, men at lade de ting, som ikke ændres kan, ligge. Lige som Ghandi (tror jeg vidst nok - eller Dalai Lama) sagde det en gang:

"Har du et problem, som kan løses? Løs det. Har du et problem, som ikke kan løses? Lad det ligge. Du kan jo ikke løse det alligevel" 

-Noget i den stil, mener jeg. Selvfølgelig skal man bestræbe sig på, at løse forskellige problemstillinger og konflikter, men det er også vigtigt at huske på, at man nødvendigvis ikke er svag eller en kujon, fordi man giver op. Det viser måske i nogle tilfælde, at man har modet til, at tage en anden vej - eller at ligge problemerne fra sig. Selvom at de stadig er eksisterende.

Min fars alkoholmisbrug har selvfølgelig påvirket mig på mange måder, og disse er jeg nødt til at arbejde med. Det gør jeg i et fællesskab som hedder Alateen, som er en del af Alanon Familegrupperne, som er grupper for folk hvis liv er blevet berørt af alkohol, ved et familiemedlem eller en nær ven. Plejer man at sige :-)

Jeg må ikke sige så meget, da det er anonymt, men jeg må nok gerne afsløre at det er gruppemøder, hvor man (i mit tilfælde) snakker med andre børn/unge om det at være (primært) barn af en alkoholiker.
Derudover er der også fx Alanon, hvor min mor går og AA (Anonyme Alkoholikere) hvor min far går til møde. Der findes mange forskellige selvhjælpsgrupper ud over disse :-)

Jeg(vi) tror på, at alkoholisme er en familiesygdom. Da den berør hele familien. Alkohol skal ikke være et tabu :)
Som sagt drikker min far IKKE mere, men han er stadig alkoholiker. Det er en sygdom, lige så vel som fx at have sukkersyge. L
-Lige nu er han bare ædru alkoholiker, hvor imod hvis han drak, ville han "bare" være alkoholiker... 

En alkoholiker kan ikke tåle at drikke, og vil aldrig nogensinde kunne drikke "normalt" efter min overbevisning.

Hvis I har nogle spørgsmål, må I endelig sige til! :-).
I kan evt. Også sende en mail (nadjaoglight@yahoo.dk), hvis ikke I har lyst, i en åben debat. 

Til slut vil jeg lige sige Sindsrobønden, som man afslutter med, efter hvert møde:

Gud*, giv mig sindsro. 

Til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, 

Mod til at ændre de ting jeg kan, 

Og visdom til at se forskellen. 

*Grupperne er på ingen måde religiøse, og Gud/ens højre magt, behøver ikke at være noget med religion at gøre. Det er op til den enkle person, at bestemme. 

Årstider... -Poetry slam i skolen.

Vinteren slutter, foråret starter.

Sådan er den evige gang, i min årstidssang.

For som årstiderne går, heles vores sår.

Med vinteren kommer det som bekendt, 

At ting bliver endt.

Sådan var det også denne gang,

Hvor vi sang en sang,

Om en kvinde vi holdte af,

Som skulle siges farvel til,

På en kold vinterdag.

Sådan som tiden går, ej heles alle sår.
Vi kom fra maven, til at rende ude i haven.

Og til igen, at gå.
Undervejs var der en masse vi overså:
De vigtigste ting i livet, tog vi ofte forgivet.

Som der står i Bibelen er kærligheden mild,
Den sætter ikke ild, da den ikke misunder.

Alligevel ser jeg det som et under,

Når jeg ser den ægte kærlighed - hvor en stor del af dette er 

Ærlighed.

For kærlighed og ærlighed går hånd i hånd.

Det er en ganske speciel ånd.

For kærligheden praler ikke, og den bilder ikke ind,

Det ligger så dybt i dens sind,

At man kun kan håbe på,

At folk åbnede deres øjne og så.

For kærligheden tåler alt, også den kærlighed, som aldrig blev fortalt.

Hvad enten det var til et familiemedlem, en ven eller en anden man holder af:
For kærligheden holder ud, også når der ikke er blevet sendt bud.

Det gør oftest ondt, men alligevel bliver kærligheden aldrig forstumt.

Den hører aldrig op,

Også selvom at vi i vore hoveder har sagt " Stop!"

Så derfor synger jeg denne årstidssang, 

For at minde om,

At livet ikke er for langt.

Vi blir' alle ældre, vi er ikke små bøn mer'

Det er dog sjældent at vi ser'

Det der netop sker i nuet 

- Suser blot forbi vores snude -