I wish cancer got cancer

Translation below - Den 12. maj, 2013

Simon's navn lyste op på displayet, og man havde næppe set mig gladere. 

Han havde ikke skrevet eller svaret i et stykke tid, men smilet på mit ansigt blev hurtigt ændret til en følelse af ubehag. 

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her, NJ.."
-Det kaldte han mit altid. 'NJ' ligesom 'Nadja Jensen' og ligesom 'MJ' for Michael Jackson. Tihi.

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her, NJ, og jeg har stadig ikke lært at acceptere det.. Men. 

Jeg har fået konstateret kræft"

En måneds tid før juleaften 2009, fik jeg afvide at min bedste URL-ven havde fået konstateret kræft. 15 år.
Et langt liv foran sig. Og et liv med kræft igennem et år.
Simon var som sagt min bedste URL-ven, og jeg fik aldrig rigtig chancen for at møde ham.
I dag er det nok for sent, men hvem ved?
En URL-ven er altså en, som man ikke har mødt. Det der forhindrede os, var nok Simon's sygdom.
Jeg lod den nok forhindre os.

Vi havde altid været lidt forelskede i  hinanden, Simon og jeg.
Det sjove var bare, at vi først indrømmede det, den dag vi begge havde fået en kæreste.
Life is funny, huh?
Det år hvor Simon havde kræft, stod tiden meget stille.
Jeg var nærmest en zombie, indtil at Simon havde et godt øjeblik og skrev til mig.
- Så kunne det så heller ikke lade sig gøre, at få smilet ned fra ørene! :-)

Der var et tidspunkt hvor jeg ikke kunne få kontakt med ham. Jeg sendte breve, skrev sms'er og emails. Både til ham, sygehuset og hans familie. En dag ringede hans far. Simon var blevet rask.

Et par måneder efter skrev vi sammen igen, som om at han aldrig havde været syg...

Peps?
- Don't waste your life. I ved ikke hvor længe I har det i jeres hænder. Hvornår det bliver taget fra jer. 

Den 11. juni 2012

Det er over et år siden at jeg fortalte om min daværende ven, Simon, som fik konstateret kræft i bare en alder af 15 år. Efter et år som kræftpatient blev han rask. I dag snakker Simon og jeg ikke sammen, men så vidt jeg ved afslutter hans HTX her i sommer.
Hvad jeg ikke har fortalt jer er, at kræft er kommet meget tættere på mig, da min morfar i vinters fik konstateret kræft. Han er endnu ikke indlagt, men har været til operationer for dette. Jeg vil nok komme til at opdatere jer løbende, især fordi at jeg om ikke længe nok får af vide hvordan det står til og hvor meget de fik med ved operationen. Jeg fortæller jer det først nu, da jeg ikke har haft behov for at fortælle det før idag.
Og da jeg jo deler alt med jer, ser jeg ingen grund til at lægge skjul på det i længere tid.

TRANSLATION: I have a friend who got cancer in a very young age. Only 15 years old. We had not spoken for a while, when he text me and told me that he was told about his disease. Today I understand why he had not texted me for a long time.. It must have bin quite a big chok for him.. He was so young and had his hole life in front of him, but luckily he was given the all-clear a year after he found out that he had cancer. Today I do not speak with Simon any longer, unfortunately.

The first part about my friend is more than a year old, but today the 11th of June 2013 I decided to write a little piece to this old blog post. I have not told you this before, because I did not had a need for it, but since I tell you guys every thing I decided to tell you this now. It is not such big a deal, but my grandfather got cancer in winther. He have not been admited to hospital, but he has been undergo an operation.
I problebly will tell you more about his sickness, when I get to know more about it :-)
Bai

Mit liv med alkohol...

Jeg husker tydeligt, da jeg lige var kommet op i rytterstuen en solskinsdag, og min mor sagde til mig, at jeg skulle gå ned i køkkenet, fordi min far ville snakke med mig. Jeg undrede mig meget, for jeg snakkede aldrig - sådan rigtigt - med min far. Da jeg kom derned var min tante der også, hun sagde at min far gerne ville sige noget. Han kiggede på mig og sagde: 
"Jeg har valgt at gå i behandling"

Jeg er tilbage, som 13-14 årig igen. Jeg husker ikke meget fra min barndom, kun små seancer. Små frekvens. Scener som udspiller sig.
Når man fandt tomme øldåser i bilen.. Eller fjernede de fulde. Altid på flugt inden i, men alligevel så pokkers god til at smile.
Da min far stadig drak, havde jeg nok aldrig helt opfattet ham som en alkoholiker. Dvs. Jeg havde det nok i baghovedet, som noget der lå i min underbevidsthed - men aldrig havde jeg forstået det. Accepteret tingenes tilstand.
Jeg husker en gang, at min venindes mor sagde til mig:
"Ja. Ofte har jeg jo kunnet se på ham, at han havde drukket. Og jeg vidste ikke om jeg skulle lade dig køre med ham. Men. Jeg besluttede, at det var hans problem" .. Jeg blev utrolig sur. Jeg havde en indvendig stor vrede. Fordi at jeg nok i bund og grundt vidste, at hun havde ret.
Jeg gik bare i en drømmeverden - troede at det var et overstået kapitel. Sagde til de fleste, at min far havde været alkoholiker. At han ikke var det mere.
Det ved jeg, at han var, den dag idag.
Det er omkring 10 måneder siden, at han stoppede med at drikke. Han snakker ofte om det lys, som jeg havde i mit ansigt, da han fortalte det.
At det var som om, at mine skuldre lettede for 50 kg. Det gjorde de også. 

Jeg har altid været en ekstra forældre - heldigvis er jeg så heldig, at mine forældre stadig er sammen, så jeg ikke skulle tage mig af min far, men kunne nøjedes med, at tage mig af min lillesøster.
Hvilket jeg den dag i dag skal arbejde med, så jeg ikke længere evigt og altid påtager mig moderrollen som den fornuftige og ansvarsfulde. Og for at være ærlig, syntes jeg selv, at jeg rykker mig godt.

Jeg fester som enhver teenager, men stræber dog stadig efter at være perfekt. Fejlen er nok bare, at man ikke skal bestræbe sig på at opnå det perfekte - men bestræbe sig på, at turde at åbne op - bestræbe sig på at acceptere tingens tilstand. At ændre hvad man kan, men at lade de ting, som ikke ændres kan, ligge. Lige som Ghandi (tror jeg vidst nok - eller Dalai Lama) sagde det en gang:

"Har du et problem, som kan løses? Løs det. Har du et problem, som ikke kan løses? Lad det ligge. Du kan jo ikke løse det alligevel" 

-Noget i den stil, mener jeg. Selvfølgelig skal man bestræbe sig på, at løse forskellige problemstillinger og konflikter, men det er også vigtigt at huske på, at man nødvendigvis ikke er svag eller en kujon, fordi man giver op. Det viser måske i nogle tilfælde, at man har modet til, at tage en anden vej - eller at ligge problemerne fra sig. Selvom at de stadig er eksisterende.

Min fars alkoholmisbrug har selvfølgelig påvirket mig på mange måder, og disse er jeg nødt til at arbejde med. Det gør jeg i et fællesskab som hedder Alateen, som er en del af Alanon Familegrupperne, som er grupper for folk hvis liv er blevet berørt af alkohol, ved et familiemedlem eller en nær ven. Plejer man at sige :-)

Jeg må ikke sige så meget, da det er anonymt, men jeg må nok gerne afsløre at det er gruppemøder, hvor man (i mit tilfælde) snakker med andre børn/unge om det at være (primært) barn af en alkoholiker.
Derudover er der også fx Alanon, hvor min mor går og AA (Anonyme Alkoholikere) hvor min far går til møde. Der findes mange forskellige selvhjælpsgrupper ud over disse :-)

Jeg(vi) tror på, at alkoholisme er en familiesygdom. Da den berør hele familien. Alkohol skal ikke være et tabu :)
Som sagt drikker min far IKKE mere, men han er stadig alkoholiker. Det er en sygdom, lige så vel som fx at have sukkersyge. L
-Lige nu er han bare ædru alkoholiker, hvor imod hvis han drak, ville han "bare" være alkoholiker... 

En alkoholiker kan ikke tåle at drikke, og vil aldrig nogensinde kunne drikke "normalt" efter min overbevisning.

Hvis I har nogle spørgsmål, må I endelig sige til! :-).
I kan evt. Også sende en mail (nadjaoglight@yahoo.dk), hvis ikke I har lyst, i en åben debat. 

Til slut vil jeg lige sige Sindsrobønden, som man afslutter med, efter hvert møde:

Gud*, giv mig sindsro. 

Til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, 

Mod til at ændre de ting jeg kan, 

Og visdom til at se forskellen. 

*Grupperne er på ingen måde religiøse, og Gud/ens højre magt, behøver ikke at være noget med religion at gøre. Det er op til den enkle person, at bestemme.